Rutinetjek

Rutinetjek

Den bedste og billigste måde at holde din tænder sunde på er en god mundhygiejne. Regelmæssige eftersyn, hvor vi tjekker din mund og dine tænder, giver os mulighed for at hjælpe dig til at opretholde en optimal mundhygiejne. Hvis der er problemer med huller, tandkødsbetændelse eller andet, kan vi nå at handle, inden situation udvikler sig og bliver alvorlig. Vi har en ambition om at lave så lidt som muligt – men så meget som nødvendigt, for at dine tænder kan forblive sunde hele livet.

For nørden

Der findes to typer af rutinetjek:

En statusundersøgelse og en fokuseret undersøgelse.

Statusundersøgelsen

Statusundersøgelsen fortages med 1-2 års mellemrum og er en grundig gennemgang af dit tandsæt, mundhulen og tyggeapparatet.

Ved en statusundersøgelse foretages en grundig gennemgang af dit tandsæt, mundhulen og tyggeapparatet – kort sagt vi tjekker, om alt er, som det skal være. Såfremt der skulle være sygdom i form af huller, slid, betændelse, parodontose, slimhindeforandringer eller ubalance i muskler eller kæbeled, vil du blive forelagt prognose, behandlingsmuligheder samt pris for disse ydelser.

Undersøgelsen er individuel og tager udgangspunkt i din mund og dine tænder og dine behov.

Følgende undersøges hvis det er relevant

  • Huller
  • Slid
  • Rodspidsbetændelse
  • Tandsten
  • Parodontose
  • Syreskader
  • Gamle fyldninger og kroner
  • Visdomstænder
  • Slimhindeforandringer
  • Tyggemuskler
  • Kæbeled

Hvis rutinetjekket springes over, er der risiko for, at huller, slid, betændelser, parodontose, slimhindeforandringer og ubalancer i muskler og led ikke opdages i tide. Dette kan medføre, at tilstanden får et meget større omfang end nødvendigt og hensigtsmæssigt. I værste fald kan det resultere i, at små huller bliver til store huller med smerter og rodbehandlinger til følge. Der kan udvikles parodontose, hvorved tænderne bliver løse, og der kan udvikles dårlig ånde som følge af bakterier og belægninger. I nogle tilfælde er der tænder, der ikke kan reddes, og tandudtrækninger kan komme på tale. Slid og muskulær ubalance kan føre til hovedpine og kæbeledsknæk. Ud over generne og smerterne er prisen for genopretning større end prisen for forebyggelse. Unødvendige udgifter til tænderne kan undgås ved at få foretaget rutinetjek regelmæssigt, så problemerne tages i  opløbet.

En fokuseret undersøgelse

En fokuseret undersøgelse foretages, hvis der ved statusundersøgelsen er fundet en tilstand, som ikke kan vente1-2 år med at blive tjekket igen. Ved den fokuserede undersøgelse tjekkes kun de tilstande, der var fundet problematiske ved statusundersøgelsen.

Eksempel: Hvis dit tandkød bløder meget, og vi kan se, at det er fordi, du ikke får brugt din tandtråd rigtigt, kan vi korrigere din teknik og tjekke om effekten er god ca. 1 måned senere. Hvis vi finder et hul, vi ikke vil bore i, men i stedet holde øje med, tjekker vi efter seks måneder, om hullet stadig skal observeres, og om området er holdt godt rent.

Du kan booke din tid online. Let og hurtigt!

Rosensgade

86 19 17 11

Rosensgade 14, 8000 Århus C

Skejby

86 10 98 11

Skelagervej 7, 8200 Århus N

Hasselager

86 28 45 15

Hovedvejen 46, 8361 Hasselager

Find os her

Vi har tre klinikker.

Den ene er centralt placeret i Rosensgade 14, midt i byen, tæt på Aarhus Domkirke. Der er parkering ved Dokk1, og hvis du er på cykel, kan du parkere lige uden for døren.

I Skejby er vi placeret i Skejby Centret, Skelagervej 7, 8200 Århus N. Der er parkering lige uden for døren. Bus 1A, 6A og 15 holder lige ved klinikken.

I Hasselager er vi placeret på Hovedvejen 46, 8361 Hasselager. Der er parkering lige uden for døren, og bus 1A holder lige ude foran.