Tandblegning

Tandblegning

Tænderne er til for at blive brugt, og over tid vil dette kunne ses. Det er helt normalt, at tænderne, med alderen, bliver mere gullige i farven. Hvis du føler, at tænderne har ændret farve i en grad, der er generende for dig, kan der fortages en blegning, og i langt de fleste tilfælde vil årtiers forbrug af kaffe, rødvin og andre misfarvende fødevarer kunne fjernes.

For at kunne få foretaget en blegning, uden risiko for skade på dine tænder, er det vigtigt, at vi sikrer, at der ikke er sygdom i dine tænder eller andre dele af mundhulen. Er du patient hos os, og kommer regelmæssigt, kender vi dig dine tænder og kan rådgive dig ud fra dette. Er du ny patient har vi behov for at lave en undersøgelse og evt. tage røntgenbilleder for at vurdere tændernes tilstand. Der foretages altid en tandrensning inden behandlingen for at få den bedste effekt af blegningen.

Det er i Danmark kun tilladt at foretage hjemmeblegning, hvilket gøres med en blegegel i en tandskinne, der er fremstillet individuelt til dine tænder. Tidligere kunne tandblegning foretages på klinikken, men dette er ikke længere tilladt.

For nørden

Farveændringen af tænderne skyldes primært 2 faktorer som er den biologisk aldring  samt udefrakommende misfarvning. Emaljen, der er meget lys, udtyndes gennem livet, og samtidig sker der en naturlig fortætning af tandbenet/dentinen (der er relativt gullig), dette giver tænderne et mere gulligt udtryk med alderen. Tænderne har, trods den hårde overflade, små mikroporøsiteter, og her vil der kunne aflejres misfarvninger fra diverse mad og drikke varer, som ikke kan fjernes ved almindelig tandbørstning.

Misfarvninger er bundet til proteiner og ikke til selve mineralstofferne i tanden. Derfor kan man ved en tandblegning oxidere (opløse) de misfarvninger (eksempelvis fra kaffe, te og rødvin), der sidder i tandens overflade. Det er kun proteinstofferne, der opløses og ikke mineralet i tanden, hvorfor der ikke sker fjernelse af tand ved vores type af hjemmeblegning.

Obs: Den helt hvide ”tandfarve” som typisk amerikanske skuespillere har, skyldes at tænderne er behandlede med porcelænsfacader.

Hvordan foregår tandblegning?

Behandlingen starter med en tandrensning(Denne er ikke inkluderet i behandlingens pris).Vi tager herefter et aftryk af dine tænder til blegeskinnerne, hvilket typisk tager 20-30 minutter. Herefter skal du i ca. 14 dage sove med individuelt fremstillede blegeskinner, hvori der lægges et blegemiddel. Behandlingen er ufarlig, hvis du følger de instruktioner, der bliver givet. Blegningen med blegeskinner er den mest veldokumenterede, effektive måde at blege tænder på.

Efter 48 timer (lovkrav) kommer du tilbage på klinikken, hvor du får dine individuelt fremstillede skinner samt instruktion i, hvordan de anvendes, og hvordan blegemiddel påføres. For at kunne følge hvordan farven af dine tænder ændres, tages et foto af dine tænder før behandlingens start samt en elektronisk måling af farvenuancen på dine tænder. Dette tager sammenlagt ca. 20-30 minutter. Du anvender herefter de udleverede blegeskinner i 10-14 nætter. Du kan stoppe når som helst i behandlingen, hvis du mener, at den rette farvetone er opnået.

Efter 14 dage tages en ny farveprøve samt foto af dine tænder for at se effekten af blegningen. Dette tager ca. 15 minutter. Du bør være opmærksom på, at plastfyldninger ikke altid ændrer sig i farven ved en blegning, så har du eksempelvis plastfyldninger i fortænderne, vil de eventuelt skulle skiftes ud efter tandblegningen. Imens tandblegningen står på, kan dine tænder og tandhalse være mere følsomme. Under blegningen, samt mindst en uge efter, skal du minimere indtaget af farverige fødevarer. Det gælder således for kaffe, te, vin, tobak, rødbeder, karry osv., da porerne i tænderne åbnes ved blegningen og derfor øger tandens modtagelighed for misfarvninger midlertidigt. Dette vil i sagens natur kunne nedsætte effekten af blegningen.

Du kan booke din tid online. Let og hurtigt!

Rosensgade

86 19 17 11

Rosensgade 14, 8000 Århus C

Skejby

86 10 98 11

Skelagervej 7, 8200 Århus N

Hasselager

86 28 45 15

Hovedvejen 46, 8361 Hasselager

Find os her

Vi har tre klinikker.

Den ene er centralt placeret i Rosensgade 14, midt i byen, tæt på Aarhus Domkirke. Der er parkering ved Dokk1, og hvis du er på cykel, kan du parkere lige uden for døren.

I Skejby er vi placeret i Skejby Centret, Skelagervej 7, 8200 Århus N. Der er parkering lige uden for døren. Bus 1A, 6A og 15 holder lige ved klinikken.

I Hasselager er vi placeret på Hovedvejen 46, 8361 Hasselager. Der er parkering lige uden for døren, og bus 1A holder lige ude foran.