Hvad er tandblegning og hvornår er det relevant?

Ved en tandblegning oxideres de misfarvninger (eksempelvis fra kaffe, the og rødvin,) der sidder i tandens overflade. Derved kommer dine tænder til at fremstå lysere og hvidere. Tandblegning er derfor relevant, hvis du over tid har fået mere gule eller brunlige tænder og gerne vil have dem lysnet.

OBS. Den helt hvide ”tandfarve”, som typisk amerikanske skuespillere har, skyldes at tænderne er behandlede med porcelænsfacader.

Mere om tandblegning

Hvordan foregår behandlingen / hvor lang er behandlingen?

Her på klinikken bruger vi blegemidlet Enlighten Evolution 3 til blegningen, som er kåret til at være det bedste blegeprodukt i 2013. Se mere om produktet her: http://www.enlightensmiles.com/.

Behandlingen består i, at du i ca. 14 dage sover med individuelt fremstillede blegeskinner, hvori der lægges et blegemiddel.

Behandlingen er ufarlig, hvis du nøje følger de instruktioner, der bliver givet. Blegningen med blegeskinner er den mest veldokumenterede, effektive måde at blege tænder på.

Selve behandlingen foregår således:

  1. Dine tænder skal være ny rensede inden behandlingen begyndes, da blegemidlet ellers ikke kan virke på tandoverfladen. Det betyder, at du skal have foretaget en tandrensning inden behandlingens start. (Dette er ikke inkluderet i blegningens pris.)
  2. Vi tager herefter et aftryk af dine tænder til blegeskinnerne, hvilket typisk tager 20-30 minutter.
  3. Et par dage senere skal du komme på klinikken, hvor du får dine individuelt fremstillede skinner samt instruktion i, hvordan de anvendes og hvordan blegemiddel påføres. For at kunne følge, hvordan farven af dine tænder ændres tages et foto af dine tænder før behandlingens start samt en elektronisk måling af farvenuancen på dine tænder. Dette tager sammenlagt ca. 30 minutter.
  4. Du anvender herefter de udleverede blegeskinner i 10-14 nætter.
  5. Efter 14 dage tages en ny farveprøve samt foto af dine tænder for at se effekten af blegningen. Dette tager ca. 15 minutter.

Du bør være opmærksom på, at

  • Plastfyldninger ændrer sig ikke altid i farven ved en blegning, så har du eksempelvis plastfyldninger i fortænderne, vil de eventuelt skulle skiftes ud efter tandblegningen.
  • Imens tandblegningen står på, kan dine tænder og tandhalse være mere følsomme.
  • Under blegningen samt mindst en uge efter skal du minimere indtaget af farverige fødevarer. Det gælder således for kaffe, te, vin, tobak, rødbeder, karry osv. da porerne i tænderne åbnes ved blegningen og derfor øger tandens modtagelighed for misfarvninger midlertidigt. Dette vil i sagens natur nedsætte effekten af blegningen.
Hvem laver behandlingen?

Behandlingen udføres af klinikassistenten eller tandplejeren.

Hvad får jeg ud af behandlingen?

Dine tænder vil blive mellem 1- 6 toner lysere end den tone, dine tænder havde, inden du startede behandlingen.

Hvorfor er det vigtigt med behandlingen/hvad er alternativet?

En tandblegning er en kosmetisk behandling, og vigtigheden af den kan derfor henføres til øget velvære og glæde ved dine tænder og dit smil.

Alternativ til tandblegning er porcelænsfacader. Såfremt dine tænder er intakte, og har den form du ønsker, er tandblegning langt skånsommere end en facade.

Louise har været patient i flere år. Hun valgte at få lavet en tandblegning, fordi hun ikke var helt tilfreds med farven på hendes tænder. Du kan se resultatet af behandlingen og læse om hendes oplevelse i klinikken nedenfor.

Før

Efter

Læs om Louises oplevelse med tandblegning i Aarhus Tandcenter her

Jeg kan klart anbefale tandblegningen hos Aarhus Tandcenter! Behandlingen overgik mine forventninger og jeg vil til enhver tid gøre det igen.

Jeg fik lavet blegningen, fordi jeg ikke var helt tilfreds med farven på mine tænder. Jeg ville gerne have, at de blev mere ensartet i farven. Specielt mine hjørnetænder synes jeg var for gule. Mine ønsker blev opfyldt eller nærmere overgået efter jeg fik foretaget tandblegningen i klinikken, og det er jeg meget glad for.

Mit smil er blevet hvidere, mere ensartet og jeg har fået komplimenter fra min omgangskreds, hvilket jeg synes er dejligt.

Udover det flotte resultat er jeg også meget tilfreds med den måde behandlingen er foregået på. Det har været en meget fin oplevelse. Klinikassistenten, der behandlede mig, var både sød og pædagogisk til at give instruktion, vejlede og forklare, hvordan blegningen virker. Derudover virkede hun professionel og vidende. Hun gav sig god tid og kunne svare på alle mine spørgsmål, samtidig med at hun havde et dybdegående kendskab til produkterne og behandlingen. Så jeg følte mig i trygge hænder igennem hele forløbet.

Samtidig synes jeg, det er hyggeligt at komme på klinikken i Rosensgade. Alle er søde og afslappede. Der er en god atmosfære og så er der plads til humor – det virker ret overskudsagtigt. En ting, jeg synes specielt godt om, er at personalet kan genkende dig, når du kommer ind i klinikken, så de hilser altid på dig med navn. Det er rart.

Selve blegningen, der jo foregår ved hjælp af skinner derhjemme, var meget nemmere end jeg havde regnet med. Efter den grundige og gode instruktion fra klinikassistenten kunne jeg sagtens selv betjene skinnerne. De generede mig på ingen måde og jeg kunne sagtens sove om natten, selvom jeg havde dem på.

Louise B.