Tandpleje
Hej. Mit navn er Tina, og jeg er tandplejer. Jeg blev først udannet som klinikassistent i 1994 og efterfølgende som tandplejer i 1996. Hos Aarhus Tandcenter har jeg været ansat siden 1994.
I forbindelse med dine rutinetjek sørger jeg for, at dit tandkød og din mundhygiejne er i top. Jeg kontrollerer det, som tandlægen ikke gennemser, nemlig dit tandkød og dine tandlommer mellem tænderne, og i den sammenhæng renser jeg som regel dine tænder.
Til mine særlige erfaringsområder tæller især paradontose behandling, hvor jeg har mange års erfaring med at behandle paradontose både effektivt og konsekvent.
Jeg er meget nænsom, når jeg behandler, hvilket gør, at jeg har mange patienter med tandlægeskræk, og jeg kan f.eks. tilbyde dig akupunktur og bedøvelse for at gøre behandlingen så blid og smertefri som muligt.
Når jeg behandler dig, lægger jeg vægt på, at du går ud af klinikken med helt rene tænder. Dog lægger jeg endnu mere vægt på at hjælpe dig til selvhjælp og dermed forebygge belægninger, tandsten, tandkødsbetændelse, parodontose m.m. Således gør jeg rigtig meget ud af at instruere dig i, hvordan du hjælper dig selv til at få et renere tandsæt og den optimale mundhygiejne. Det gør jeg ved på en nem og simpel måde at forklare dig, hvordan du helt nøjagtig kan holde netop dine tænder rene.
Samtidig er det vigtigt for mig, at behandlingen bliver en god oplevelse for dig. Mange frygter mere at gå til tandrensning end til selve tandlægen, og det vil jeg gerne afhjælpe. Derfor gør jeg rigtig meget ud af at føre samtaler om alt muligt andet end tænder med dig, specielt hvis jeg kan fornemme, at du føler et vist ubehag ved komme til tandpleje. Dette er ofte med til at gøre besøget hos mig til en god og behagelig oplevelse.
Grundighed er en af mine vigtigste dyder. Tandplejen skal udføres 100 % korrekt og tingene skal være i orden. Der har jeg en høj faglig stolthed, jeg ikke går på kompromis med. Jeg er omhyggelig og konsekvent i min behandling og lader ikke noget gå forbi min opmærksomhed. Samtidig bliver jeg ved med at gentage den nødvendige hjemmepleje, og det gør mig rigtig glad, når jeg kan se, at den behandling, du får hos mig og din egen pleje derhjemme, fører til resultater. For det handler om, at vi skal nå frem til vores mål om, at du får et varigt sundt tandsæt og tandkød, som du selv kan holde ved lige! Selvom jeg er grundig og konsekvent, er jeg dog også meget blid og gør behandlingen så smertefri som muligt. Bl.a. har jeg god erfaring med bedøvelse og akupunktur i de tilfælde, det er nødvendigt for at lindre mulige smerter og gener mest muligt.
Jeg tager altid udgangspunkt i dig, både i forhold til dine udfordringer med mund og tænder. Du kan forvente en grundig og dybdegående behandling. Men ligeså meget tager jeg også hensyn til dig som person og til dit dagshumør. Jeg har en god fornemmelse for mennesker og opbygger en relation til mine patienter, så du kan føle dig tryg og slappe af så meget som muligt, når du sidder til behandling hos mig. Ikke mindst prøver jeg at skabe en god stemning, hvor der gerne må være plads til smil og grin, mens behandlingen er i gang.
1994: Uddannet klinkassistent fra SKT Aarhus
1996: Uddannet tandplejer med autorisation fra SKT Aarhus
2007: Kursus med diplom i parodontologi for tandplejere hos Dansk Nordenta
2007: Tandplejerkursus med diplom i Peri-Implantitis
2007: Akupunkturkursus 1 med diplom hos Dansk Tandlægeforening
2007: Kursus med diplom implantologi for tanplejere hos Nobel
2008: Kursus med diplom i parodontitis – peri-implantattis – grænsen mellem konserverede – pocheresektiv og rekonstruktiv parodontal eller peri-implantær behandling
2010: Laserkursus med diplom hos Lighthouse
2011: Kursus med diplom i Oral patologi slimhindeforandring hos Phillips Sonicare
2011: Kursus med diplom i parodontitis anno 2011
2012: Kursus med diplom i smertefri behandling “skal det gøre ondt?” hos Nordenta
2012 Kursus med diplom i evidens i parodontologi hos Nordenta
2013: Kursus med diplom i Peri-implantitis – hvad gør vi?
2014: Kursus med diplom i parodontologi hos Nordenta
2014: Kursus med diplom i peri-implantitits biologisk og kirurgisk komplikationer i implantologien hos Straumann
2015: Kursus med diplom i oral helse – parodontologi
2020: IOOS, Aarhus Universitet, Professionsbachelor i Tandpleje
2021: NHD, Aalborg - "To dages praksisrelevant hands-on kursus: Omkring et bid med slid - Minimal invasiv behandling af slid og erosion"
2021: Colgate, Aalborg - "Caries, risikovurdering, diagnostik og behandling"
2021: Journalføringskursus, Aalborg
2021: Akutte situationer og førstehjælp, Aarhus
2022: Talenthuset, Aarhus - "Kommunikation og relationsdannelse"
2022: Dentsply Sirona, Aarhus - "Periimplantitis - Ætiologi, behandling og langtidsprognose"
2022: Førstehjælp i Tandlægepraksis v. Jan Tagesen
2022: Symposium, København - "Periimplantitis - fra en kirurgisk, protetisk og parodontologisk vinkel"
2022: Colgate, Aarhus - "Diabetes og Oral sundhed - med særligt fokus på caries og parodontitis"
2023: Plandent, Aarhus - "Hands-on kursus: Burnished Calculus - 10 typiske fejl du bør undgå i din depuration"
2024: Mette Rylev - "Periimplantitis - fra diagnose til behandling"